Sukker

Der findes mange fortællinger og myter om sukker, og særligt de fødevarer, som indeholder sukker, såsom slik, kage og sodavand. 
Nogle af de myter lyder som følgende: “sukker er usundt”, “jeg er afhængig af sukker”, “du bliver tyk af at spise sukker” og “du bliver hyper af at spise sukker”.
Men hvad er sukker egentlig, og hvorfor har det fået sådan et dårligt ry?

Sukker er et kulhydrat

Sukker er et kulhydrat. Kulhydrater er vigtige for kroppen, da vores krop har brug for energien fra maden. Særligt hjernen og vores nervesystem bruger kulhydrater til at fungere optimalt. Faktisk anbefaler sundhedsstyrelsen at 45-60% af vores samlede indtag på en dag, består af kulhydrater. Det vil sige, at halvdelen af det, du spiser og drikker på en dag, med fordel kan være mad- eller drikkevarer med mange kulhydrater som f.eks. kartofler, pasta, sukker, brød, frugt/frugtjuice, ris eller havregryn. 

Blandt de ovenover nævnte kulhydratholdige fødevarer, har de alle det tilfælles, at de indeholder kulhydrater. Derudover, indeholder de også hver især forskellige energitætheder – eller sagt på anden måde – kalorier. Du skal spise flere gram kartofler end slik, for at få de samme kalorier, og det kan dermed blive sværere at styre hvor mange kalorier, man får ved at spise slik end ved at spise kartofler. Det samme gør sig gældende for f.eks. sodavand eller saft, da de flydende kalorier ikke mætter i samme grad. 

Dette er også grunden til, at sundhedsstyrelsen supplerer deres anbefaling om at spise 45-60% kulhydrater på en dag, med en anbefaling om, at den mad man spiser på en dag, max må bestå af 10% tilsat sukker. Derudover baserer anbefalingen om 10% tilsat sukker om dagen sig på, at der hverken er nogle vitaminer eller mineraler i tilsat sukker. Vi risikerer derfor at få underskud af de byggeklodser, som kroppen har brug for, hvis vi spiser for meget tilsat sukker i stedet for nogle af de andre kulhydratholdige fødevarer.

Afhængighed og hyperaktivitet

Der har i mange år floreret en fortælling om, at børn bliver hyper af sukker, og at sukker kan være afhængighedsskabende. Begge fortællinger har ikke hold i virkeligheden. Det forholder sig nemlig sådan, at man ikke kan være fysisk afhængig af sukker i dens rene form. En decideret sukkerafhængighed vil sandsynligvis resultere i, at sukkerskålen blev tømt, eller at man vil gå helt amok i sukkerknalder, hvis der ikke var andet i huset – og det er, i vores erfaring, sjældents tilfældet. Pyha! Så er den i hvert fald ude af verden. Dermed ikke sagt, at man ikke kan være psykisk afhængig af det sukkeret forbindes med, men det fysiske element er simpelthen ikke til stede. 

Studier har også vist, at man ikke bliver mere frisk eller populært sagt hyper af at spise eller drikke meget sukker. En viden der har været kendt blandt fagfolk siden 1990’erne. Tværtimod sker der det, der typisk sker efter kroppen har fået lidt at arbejde med, at man kan blive lidt træt grundet det store blodsukkerudsving. Studierne pegede også på, at et øget energiniveau hos børnene i højere grad blev påvirket af den stemning, de kunne fornemme, der var i forbindelse med indtag af sukkerholdige drikke- eller fødevarer. 

Sukkertrang

Hvad så med den sukkertrang du føler? Slik er designet til at få os til at spise mere, fordi det smager af mere. Vi er fra naturens side indrettet til at søge madvarer med mange kalorier, da det dengang var en forudsætning for overlevelse. Sådan er det heldigvis ikke i dagens Danmark, men det betyder ikke at vores hjerner har fulgt med. Det kan derfor være en god idé at have nogle rammer for, hvordan du har lyst til at spise f.eks. slik eller kage. Med rammer mener vi ikke restriktioner eller forbud, vi mener strategier for, hvordan du kan nyde det, du har lyst til uden at få for mange kalorier.

Vil du f.eks. kun spise det, du har mest lyst til og efterlade resten? Måske være opmærksom på din nydelse, og om den falder des mere du spiser? Eller måske noget tredje, der giver god mening for dig.

Så, er sukker usundt? Det vil nok aldrig være muligt 100% at sidestille en kogt kartoffel med et stykke slik eller kage, men realiteten er, at byggeklodserne er de samme, nemlig kulhydrater, og at det ikke er hverken farligt, usundt eller forbudtt at indtage sukkerholdige fødevarer – alt handler om mængder.

Er du interesseret i hvordan vi kan hjælpe dig, til at få et mere afslappet forhold til sukker?

Læs mere

Hvis du er interesseret i at læse mere om emnet, har Morten Elsøe skrevet et rigtig fint blogindlæg om sukker, hvor han går mere i dybden med ovenstående emner.

Kilder:

  • Jørgensen & Holmquist 2011. “Ernæringsfysiologi – En grundbog”
  • Sundhedsstyrelsen, “De officielle kostråd”.
  • Westwater et al., 2016. “Sugar addiction: the state of the science”, European Journal of Nutrition
  • Wolraich et al., 1995. “The Effect of Sugar on Behavior or Cognition in Children”, Journal of the American Medical Association

2 tanker om “Sukker”

  1. Pingback: Hvilken slags fedt er sundest? |

  2. Pingback: Skal jeg stege i mættet eller umættet fedt? |

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *